mandag den 30. december 2013

torsdag den 19. december 2013

lørdag den 14. december 2013

Graduation i kirken d. 24 november.

D. 5 december - Farvel


Er et ord, som vi så småt er begyndt at bruge noget oftere. Og det er med meget blandede følelser, at vi bruger dette ord, synes jeg. Blandede følelser er meget det, som fylder mig meget lige nu. I dag, torsdag d. 5 december er der præcis seks uger til, at jeg ser dansk jord igen. Det er mærkeligt at tænke på. På en måde glæder jeg helt vildt meget, og på en anden side, så glæder jeg mig ikke. Kipili er blevet mit nye hjem, og jeg har fået så mange gode værdier herfra, som jeg er bange for at miste i DK, og som jeg ønsker at bevare. Tiden og den måde, man aldrig er stresset på er helt vildt fantastisk, og passer bare så meget på den måde, som jeg elsker at leve mit liv på. Man tager bare tingene som de kommer her – og hvor er det fantastisk. Der er så mange ting her, som jeg har lært, som jeg ønsker at tage med hjem, men som jeg tænker, der bliver svært at forene med den danske kultur. Dog glæder jeg mig meget til at se venner og familie igen, og jeg glæder mig rigtig meget til at gå med dansk tøj igen J - Og jeg glæder mig til kulde og sne. Hernede er vi faktisk næsten helt glade, når der kommer en regnvejrsdag/gråvejrsdag engang imellem. Jeg kan også mærke, at jeg er klar til at komme hjem, men det bliver mærkeligt. Det bliver mærkeligt at se DK igen, og det bliver mærkeligt at bo som en dansker igen. Men det bliver dejligt at se venner og familie igen.

D. 24 november var der dåb og konfirmation i kirken. Det kaldes graduation her. Alt bliver generelt kaldt for graduation i Tanzania. Tre af vores venner blev konfirmeret og  en af dem blev også døbt. Bagefter var vi til fest hjemme hos dem. Vi kom kl. 16:00, og så skulle vi være med til at lave maden. Det var ret specielt at komme til en stor fest, og at man så selv skulle være med til at lave maden, når man i DK er vant til, at det hele er forberedt før dagen, og at maden står klar på bordet til et planlagt tidspunkt. Og maden var selvfølgelig ris og kød, som vi altid får, når vi spiser hos dem.

Det første farvel blev sagt for seks dage siden, d. 29 november. Her havde vi afslutning på Cheke Chea. Så Trine, Marianne, Cecilie og jeg har nu afsluttet vores arbejde på Cheke Chea. Afslutningen blev holdt i Kipilis forsamlingshus og varede omkring 7 timer. Børnene fik eksamensbevis (hvilket jeg synes er meget mærkeligt, da Cheke Chea ikke er en rigtig skole), gaver og halskæder rundt om hovederne (som man altid gør til graduation). Ellers skulle børnene vise, hvad de havde lært, fx ved at sige det engelske alfabet osv. Og så skulle de også synge nogle afskedssange og danse. Så var der også fællesspisning, og for første gang kom os hvide til at spise med fingrene. Mange kiggede på os, og de grinede ad os, men det var en sjov oplevelse. Ellers var os volontører også oppe og sige nogle ord. Dagen sluttede af med at vi fik taget nogle fællesbilleder sammen med børnene og lærerne, og bagefter blev der sagt farvel. Det var en trist følelse, for selvom man nogle gange nærmest kunne hade børnene, så fandt man alligevel ud af, hvor meget man holdt af dem.

December er også kommet her til Kipili, men julestemningen er her ikke. Det er ikke negativt, men det er bestemt meget specielt, synes jeg. Jeg kan godt savne den julehygge, som vi har hjemme i DK, og jeg har virkelig fundet ud af, at jeg forbinder julen med mørke, kulde og familien, hvilket jeg ikke har her. Til gengæld nyder jeg at materialismen og juleræs overhovedet ikke er i fokus her. Jeg ser frem til en jul i år, hvor jeg har en forventning om, at Jesus kommer mere i centrum. I dag har vi været på tur, fordi Trine har fødselsdag. Vi har besteget et lille bjerg, som kifipaerne (en bestemt slags stammefolk) engang ofrede til guderne på. Nogle gør det stadig, og vi kunne også se, at det ikke var så længe siden, at der var nogen, der sidst havde været oppe og ofre på det, da der var rester af blod og fjer. Kifipaerne troede engang på, at der var en Gud (lad os kalde ham overguden) som styrede det hele, og så at der var andre guder, som var en slags underguder. Og de troede også, at disse guder boede i bjergene. Så det bjerg, som vi var oppe i, har et navn efter, hvilken Gud som de tror, der bor i bjerget (jeg husker ikke navnet). Så de ofrer til det, for at bede til ”overguden” gennem ”underguderne.” Bjerget var ikke særligt stort, men det var godt nok hårdt at komme op af det. Jeg kan godt mærke, at jeg sidder meget på min flade røv hernede J Men udsigten var fantastisk.

I dag fik vi også sagt det andet farvel. Vi fik sagt farvel til Daniel, en af vores dejlige medvolontører. Han har valgt at tage hjem til jul, og i morgen begiver han sig ud for at bestige Mt. Kilimanjaro sammen med Søren og Anders Solgaard (som er volontør i Iringa). Det var trist at sige farvel til ham, og vi kommer til at savne ham resten af tiden.

Ellers vil jeg bare nyde de sidste seks uger her i Afrika sammen med en masse mennesker, som jeg holder af.

(Der går forresten rygter om, at vi får gris juleaften JJJJJJJ)

Og billederne kommer senere pga. internetforbindelsen.

onsdag den 4. december 2013

D. 1 november - Viva La Vida


Er spansk og betyder længe leve livet, og er en slags livsmotto for mig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at livet altid er godt at leve, også selvom at der både findes gode og dårlige dage, og dette gælder bestemt også for Tanzania. Livet er godt at leve her – faktisk så godt, at jeg har valgt at udsætte min hjemrejsedato en hel måned og fejre jul her. Og nu da jeg først kommer hjem d.16 januar, kan jeg glæde mig over, at jeg kun er halvvejs i mit ophold her. Det er så fedt at være en del af befolkningen i Kipili. Det er så fedt at opleve en kultur, som er så forskellig fra ens egen. Jeg nyder hver dag, at man her hilser og smiler til fremmede. Jeg nyder den form for glæde de har her -  der skal ikke meget til at glæde andre her. Børn bliver glade for pap, flasker og poser. Andre bliver glade for, at man sender dem et smil eller at man giver udtryk for, at man ønsker at være sammen med dem. Man skal ikke give meget for at glæde her. Folk viser en hel anden form for taknemmelighed overfor små ting her. I sidste uge havde vi OL-uge i Cheke Chea, hvilket jeg synes var en total win-win situation. Børnene lærte om OL, og hvad det vil sige at være et hold, fx at man skal støtte og heppe på hinanden, når man er et hold, og at man skal være gode ved hinanden på et hold. Børnene på Cheke Chea blev delt ind i fire hold, og hvert hold fik point efter, hvor gode de var sammen som hold. Ugen bød så på, at de skulle gennemføre en del discipliner, fx som 100 meter løb, højdespring og stafetter. Og hvad var det så, der var så godt ved den uge? Jo, jeg oplevede en uge, hvor børnene virkelig blev fanget af det, som vi havde forberedt – de gik virkelig meget op i at vinde de forskellige discipliner, som de skulle lave, og de støttede hinanden rigtig meget. De var rigtig søde mod hinanden, og det var bare rigtig dejligt at se, at de kunne støtte hinanden. Børnene fik en hel speciel gnist af livsglæde i øjnene, som man kun kunne blive glad af at se. Det var bare en rigtig fed oplevelse.

I oktober måned fik vi besøg af familier i en uges tid. Det var rigtig dejligt at få besøg fra DK og høre lidt om, hvad der skete der. Cecilies familie var her i en uges tid, og inden de to hjem, var Marianne, Trine, Julie, Cecilie og jeg i nationalparken Katavi, sammen med Cecilies familie, hvor vi var på en to dags safari-tur. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi så rigtig mange dyr: Giraffer, zebraer, bøfler, elefanter, krokodiller, flodheste osv. Det hele var der. Og så var det bare rigtig fedt at køre på Afrikas savanne. Det var et virkeligt fantastisk syn.

Ellers er det bare det rene eventyr at bo her – med alt, hvad det indebærer.

 
OL-uge. Højdespring. Her ser I Helman for fuld skrue.
 

OL-uge. Donathus, Helman og Shaddrick.

Katavi.

OL-uge. Elisha og jeg.

OL-uge. Mbaga.

 
Katavi.  Højt  humør i bilen.
Katavi.

Katavi.