Graduation d.29 november. Vi spiser med fingrene.

Graduation d.24 november. Vi sorterer ris.

Graduation i kirken d. 24 november.

D. 5 december - Farvel

Er et ord, som vi så småt er begyndt at bruge noget oftere. Og det er med meget blandede følelser, at vi bruger dette ord, synes jeg. Blandede følelser er meget det, som fylder mig meget lige nu. I dag, torsdag d. 5 december er der præcis seks uger til, at jeg ser dansk jord igen. Det er mærkeligt at tænke på. På en måde glæder jeg helt vildt meget, og på en anden side, så glæder jeg mig ikke. Kipili er blevet mit nye hjem, og jeg har fået så mange gode værdier herfra, som jeg er bange for at miste i DK, og som jeg ønsker at bevare. Tiden og den måde, man aldrig er stresset på er helt vildt fantastisk, og passer bare så meget på den måde, som jeg elsker at leve mit liv på. Man tager bare tingene som de kommer her – og hvor er det fantastisk. Der er så mange ting her, som jeg har lært, som jeg ønsker at tage med hjem, men som jeg tænker, der bliver svært at forene med den danske kultur. Dog glæder jeg mig meget til at se venner og familie igen, og jeg glæder mig rigtig meget til at gå med dansk tøj igen J - Og jeg glæder mig til kulde og sne. Hernede er vi faktisk næsten helt glade, når der kommer en regnvejrsdag/gråvejrsdag engang imellem. Jeg kan også mærke, at jeg er klar til at komme hjem, men det bliver mærkeligt. Det bliver mærkeligt at se DK igen, og det bliver mærkeligt at bo som en dansker igen. Men det bliver dejligt at se venner og familie igen.

D. 24 november var der dåb og konfirmation i kirken. Det kaldes graduation her. Alt bliver generelt kaldt for graduation i Tanzania. Tre af vores venner blev konfirmeret og  en af dem blev også døbt. Bagefter var vi til fest hjemme hos dem. Vi kom kl. 16:00, og så skulle vi være med til at lave maden. Det var ret specielt at komme til en stor fest, og at man så selv skulle være med til at lave maden, når man i DK er vant til, at det hele er forberedt før dagen, og at maden står klar på bordet til et planlagt tidspunkt. Og maden var selvfølgelig ris og kød, som vi altid får, når vi spiser hos dem.

Det første farvel blev sagt for seks dage siden, d. 29 november. Her havde vi afslutning på Cheke Chea. Så Trine, Marianne, Cecilie og jeg har nu afsluttet vores arbejde på Cheke Chea. Afslutningen blev holdt i Kipilis forsamlingshus og varede omkring 7 timer. Børnene fik eksamensbevis (hvilket jeg synes er meget mærkeligt, da Cheke Chea ikke er en rigtig skole), gaver og halskæder rundt om hovederne (som man altid gør til graduation). Ellers skulle børnene vise, hvad de havde lært, fx ved at sige det engelske alfabet osv. Og så skulle de også synge nogle afskedssange og danse. Så var der også fællesspisning, og for første gang kom os hvide til at spise med fingrene. Mange kiggede på os, og de grinede ad os, men det var en sjov oplevelse. Ellers var os volontører også oppe og sige nogle ord. Dagen sluttede af med at vi fik taget nogle fællesbilleder sammen med børnene og lærerne, og bagefter blev der sagt farvel. Det var en trist følelse, for selvom man nogle gange nærmest kunne hade børnene, så fandt man alligevel ud af, hvor meget man holdt af dem.

December er også kommet her til Kipili, men julestemningen er her ikke. Det er ikke negativt, men det er bestemt meget specielt, synes jeg. Jeg kan godt savne den julehygge, som vi har hjemme i DK, og jeg har virkelig fundet ud af, at jeg forbinder julen med mørke, kulde og familien, hvilket jeg ikke har her. Til gengæld nyder jeg at materialismen og juleræs overhovedet ikke er i fokus her. Jeg ser frem til en jul i år, hvor jeg har en forventning om, at Jesus kommer mere i centrum. I dag har vi været på tur, fordi Trine har fødselsdag. Vi har besteget et lille bjerg, som kifipaerne (en bestemt slags stammefolk) engang ofrede til guderne på. Nogle gør det stadig, og vi kunne også se, at det ikke var så længe siden, at der var nogen, der sidst havde været oppe og ofre på det, da der var rester af blod og fjer. Kifipaerne troede engang på, at der var en Gud (lad os kalde ham overguden) som styrede det hele, og så at der var andre guder, som var en slags underguder. Og de troede også, at disse guder boede i bjergene. Så det bjerg, som vi var oppe i, har et navn efter, hvilken Gud som de tror, der bor i bjerget (jeg husker ikke navnet). Så de ofrer til det, for at bede til ”overguden” gennem ”underguderne.” Bjerget var ikke særligt stort, men det var godt nok hårdt at komme op af det. Jeg kan godt mærke, at jeg sidder meget på min flade røv hernede J Men udsigten var fantastisk.

I dag fik vi også sagt det andet farvel. Vi fik sagt farvel til Daniel, en af vores dejlige medvolontører. Han har valgt at tage hjem til jul, og i morgen begiver han sig ud for at bestige Mt. Kilimanjaro sammen med Søren og Anders Solgaard (som er volontør i Iringa). Det var trist at sige farvel til ham, og vi kommer til at savne ham resten af tiden.

Ellers vil jeg bare nyde de sidste seks uger her i Afrika sammen med en masse mennesker, som jeg holder af.

(Der går forresten rygter om, at vi får gris juleaften JJJJJJJ)

Og billederne kommer senere pga. internetforbindelsen.

D. 1 november - Viva La Vida

Er spansk og betyder længe leve livet, og er en slags livsmotto for mig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at livet altid er godt at leve, også selvom at der både findes gode og dårlige dage, og dette gælder bestemt også for Tanzania. Livet er godt at leve her – faktisk så godt, at jeg har valgt at udsætte min hjemrejsedato en hel måned og fejre jul her. Og nu da jeg først kommer hjem d.16 januar, kan jeg glæde mig over, at jeg kun er halvvejs i mit ophold her. Det er så fedt at være en del af befolkningen i Kipili. Det er så fedt at opleve en kultur, som er så forskellig fra ens egen. Jeg nyder hver dag, at man her hilser og smiler til fremmede. Jeg nyder den form for glæde de har her -  der skal ikke meget til at glæde andre her. Børn bliver glade for pap, flasker og poser. Andre bliver glade for, at man sender dem et smil eller at man giver udtryk for, at man ønsker at være sammen med dem. Man skal ikke give meget for at glæde her. Folk viser en hel anden form for taknemmelighed overfor små ting her. I sidste uge havde vi OL-uge i Cheke Chea, hvilket jeg synes var en total win-win situation. Børnene lærte om OL, og hvad det vil sige at være et hold, fx at man skal støtte og heppe på hinanden, når man er et hold, og at man skal være gode ved hinanden på et hold. Børnene på Cheke Chea blev delt ind i fire hold, og hvert hold fik point efter, hvor gode de var sammen som hold. Ugen bød så på, at de skulle gennemføre en del discipliner, fx som 100 meter løb, højdespring og stafetter. Og hvad var det så, der var så godt ved den uge? Jo, jeg oplevede en uge, hvor børnene virkelig blev fanget af det, som vi havde forberedt – de gik virkelig meget op i at vinde de forskellige discipliner, som de skulle lave, og de støttede hinanden rigtig meget. De var rigtig søde mod hinanden, og det var bare rigtig dejligt at se, at de kunne støtte hinanden. Børnene fik en hel speciel gnist af livsglæde i øjnene, som man kun kunne blive glad af at se. Det var bare en rigtig fed oplevelse.

I oktober måned fik vi besøg af familier i en uges tid. Det var rigtig dejligt at få besøg fra DK og høre lidt om, hvad der skete der. Cecilies familie var her i en uges tid, og inden de to hjem, var Marianne, Trine, Julie, Cecilie og jeg i nationalparken Katavi, sammen med Cecilies familie, hvor vi var på en to dags safari-tur. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi så rigtig mange dyr: Giraffer, zebraer, bøfler, elefanter, krokodiller, flodheste osv. Det hele var der. Og så var det bare rigtig fedt at køre på Afrikas savanne. Det var et virkeligt fantastisk syn.

Ellers er det bare det rene eventyr at bo her – med alt, hvad det indebærer.

 

OL-uge. Højdespring. Her ser I Helman for fuld skrue.

 

OL-uge. Donathus, Helman og Shaddrick.

Katavi.

OL-uge. Elisha og jeg.

OL-uge. Mbaga.

 

Katavi.  Højt  humør i bilen.

Katavi.

Katavi.

At møde en ny kultur..

Er på mange måder spændende og tankevækkende, og jeg nyder hver dag at lære noget nyt om den tanzanianske kultur. Det er nu snart to måneder siden, at jeg forlod dansk jord, og Kipili er i løbet af den sidste måneds tid blevet til et hjem for mig. Jeg nyder i fulde drag at opleve en kultur, der er så forskellig fra den, som jeg er opvokset i. Det er meget lærerigt, synes jeg, og jeg tror, at den generelle danske befolkning kunne lære mange gode ting af tanzanianerne. Jeg er helt vildt tosset med den tanzanianske kultur og deres måde at være på. Og hvad er det, som jeg så godt kan lide ved det hele? Jo, for det første udstråler de altid en varme og en imødekommenhed, som gør, at man føler sig velkommen. Modsat Danmark, så snakker tanzanianerne med mennesker, som de ikke kender, og derfor får man nemt snakket med forskellige mennesker hist og her, fordi de stopper op og smiler, hilser og snakker, når man møder dem. Det er noget, som gør, at jeg føler, at tanzanierne ønsker at være sammen med mig. Jeg er begyndt at få nogle tanzanianske venner, hvilket jeg synes er mega fedt. Julie, Trine, Marianne, Cecilie og jeg har brugt mange aftener sammen med nogle af snedkerdrengene, hvilket jeg lært rigtig meget af. I det fællesskab, som jeg er en del af her i Kipili, oplever jeg en hel anden form for fællesskab end den, som jeg oplever i Danmark. Jeg oplever en hel anden form for omsorg og betænksomhed overfor alle. I Danmark synes jeg tit, at det er den, som råber højest, der bliver set. Her bliver alle set. Snedkerdrengene spørger os om, hvordan vi har det, ligeså snart, de fornemmer andre følelser end glæde. De ser og husker deres medmennesker på en hel anden måde end jeg er vandt til i Danmark. Det er også en ting, som jeg håber på, at jeg tager med hjem til Danmark. At jeg selv bliver bedre til at se alle i det fællesskab, som jeg er en del af, og ikke kun dem, som råber højest. Her i Tanzania, oplever jeg også en speciel form for glæde, og en speciel form for ubekymring, hvilket smitter rigtig meget af på mig, hvilket er rigtig fedt. Jeg kunne skrive flere romaner om, hvor meget jeg lærer af, at bo her i Tanzania, men tror jeg stopper den her med denne konklusion: Jeg er hel vild tosset med Danmark, og jeg savner Danmark, men jeg håber på, at jeg tager mange erfaringer med hjem til DK, og at jeg bruger dem der.

Siden sidste blogindlæg, så har vi fået malet en Cheke Chea i Sumbawanga. I det ene klasselokale, har vi malet Noahs ark, og i det andet klasselokale, malede vi verdenen. Resultatet blev godt. I vores anden ferieuge, fik vi lavet en lille køkkenhave, og os kvinder fyldte jord i den på rigtig afrikansk vis, hvor vi slæbte jord i spande, som vi havde på hovederne (hvilket faktisk er en rigtig genial metode til at bære tunge ting på). Trine, Marianne, Cecilie og jeg har sammen med lærerne på Cheke Chea holdt en børnenes dag, hvor alle børnene i Kipili kunne komme og opleve en dag i Cheke Chea. Der dukkede vidst 105 op, og der siden den dag, startet flere i Cheke Chea. Ellers har vi været ude på sejlture, fisketure og været hjemme og spise ved nogle af vores venner fra Kipili. Tiden flyver af sted, og der er alt for meget at fortælle, så i må glæde jer til at høre alle detaljerne, når jeg kommer til DK igen! Men alt i alt, så er livet godt her!

Kipili set søen.

Det ene klasselokale i Cheke Chea.

Vores køkkenhave.

På fisketurn havde vi også et holdt.
Her kom der nogle andre, som skulle hente
en båd, som var gået i stykker. Den sejlede
de bare over havet med på en anden træbåd.

Efter fisketuren.

Solnedgang i Kipili.

Sædekvaliteterne i Tanzanias busser.

Det færdige resultat af Cheke Cheaen i Sumbawanga.

Det færdige resultat i Cheke Cheaen i Sumbawanga.

Børnenes dag i Cheke Chea.

Så bliver der slæbt jord på afrikansk vis.

 

D. 6 september - Så er vi godt i gang med hverdagen i Kipili!

Det føler jeg i hvert fald, at vi er ved at være. Vi har nu boet i Kipili i 13 dage, og arbejdet på Cheke Chea i 10 dage. Jeg synes det går overraskende hurtigt med at vænne sig til hverdagen her i Kipili. Jeg har ikke vænnet mig helt til det endnu, men det går hurtigt fremad, fx kan jeg mærke, at jeg ikke er ligeså træt, som jeg var bare den første uge, over alle de nye indtryk, som der er – og jeg er overhovedet ikke træt af at leve af brød, ris og bønner endnu! Og maden er faktisk meget mere varieret end man regner med J Julie, Trine, Cecilie, Marianne og jeg har boet for os selv i Kipili fra d. 27 august til i lørdags, da Søren og Daniel skulle til Sumbawanga og lave noget praktisk arbejde der, og Knud skulle hente tre elever og to lærere fra FE, som har været her i 10 dage. Sidste år samlede FE ind til, at der kunne komme nogle solceller hernede, og så skulle ned og lave en video om det, og så hjælpe med at sætte dem op, men det nåede de ikke. I lørdags fik vi besøg af Knud og FE´erne, men de tog allerede af sted igen i søndags, så det var et meget kort besøg. Det var nu ret rart lige at få lidt dansk besøg og høre lidt om, hvad der sker derhjemme i DK. Det følger vi nemlig ikke lige så meget med i her i Kipili! J I denne her uge har vi haft temauge på Cheke Chea. Vi har haft om sanserne. Mandag havde vi om følesansen, tirsdag havde vi om smagssansen, onsdag havde vi om høresansen og torsdag havde vi om synssansen, og så havde vi lavet nogle forskellige lege til det. Fx i mandags, hvor vi havde om følesansen, skulle børnene mærke på nogle ting i en pose og gætte, hvad det var. Og i onsdags, hvor vi havde om høresansen, legede vi stopdans med dem. Det var en rigtig god oplevelse, synes jeg. Jeg havde en oplevelse af, at børnene syntes, at det var en sjov og god måde at lære på. Jeg havde også en oplevelse af, at børnene fulgte bedre og mere koncentreret med i undervisningen i denne uge end i sidste uge. Fredag er en speciel dag i Cheke Chea. Det er mest en hyggedag, hvor vi laver alt muligt forskelligt. I dag så vi en disneyfilm, som hedder ”Op” sammen med dem. I denne uge er Marianne, Trine, Cecilie og jeg også begyndt at undervise snedkerdrengene i engelsk. Snedkerdrengene går på en snedkerskole, som ligger lige der, hvor vi bor. Det er en meget udfordrende, synes jeg, at undervise 16 drenge på min egen alder, men jeg tror, at det bliver sjovt, når man lige kommer ind i det, og når vi lærer dem bedre at kende. I går fik vi af vide af lærerne fra Cheke Chea, at de holder to ugers ferie fra i næste uge. Så vi skal til Sumbawanga i næste uge og male en Cheke Chea, som starter op i slutningen af September. Det bliver lidt underligt med to ugers ferie, når vi kun har været på Cheke Chea i to uger, men jeg glæder mig også til at male på en ny Cheke Chea i Sumbawanga og til at lave noget praktisk arbejde. 

Trine, Julie og jeg.

Julie, Trine, Marianne og jeg. Vi er klar til at se Prison Break,
som vi ser på computeren engang imellem (tit).

Sanseuge i Cheke Chea.

Meja og jeg. Han fik havregryn på vej hjem fra Cheke Chea.

Endnu et billede af den fantastiske udsigt.

Junior - En af børnene fra Cheke Chea.

Mig og nogle børn fra Cheke Chea efter vi har set "Op."

Donathus og jeg. Og nej, han er ikke ked af det.
Børnene forstår bare ikke, at de skal smile på billeder.

Charlie (ham uden lilla), Junior (ham i lilla, tættest på mig),
mig og Donathus.