Maibritt i Tanzania: At møde en ny kultur..

Er på mange måder spændende og tankevækkende, og jeg nyder hver dag at lære noget nyt om den tanzanianske kultur. Det er nu snart to måneder siden, at jeg forlod dansk jord, og Kipili er i løbet af den sidste måneds tid blevet til et hjem for mig. Jeg nyder i fulde drag at opleve en kultur, der er så forskellig fra den, som jeg er opvokset i. Det er meget lærerigt, synes jeg, og jeg tror, at den generelle danske befolkning kunne lære mange gode ting af tanzanianerne. Jeg er helt vildt tosset med den tanzanianske kultur og deres måde at være på. Og hvad er det, som jeg så godt kan lide ved det hele? Jo, for det første udstråler de altid en varme og en imødekommenhed, som gør, at man føler sig velkommen. Modsat Danmark, så snakker tanzanianerne med mennesker, som de ikke kender, og derfor får man nemt snakket med forskellige mennesker hist og her, fordi de stopper op og smiler, hilser og snakker, når man møder dem. Det er noget, som gør, at jeg føler, at tanzanierne ønsker at være sammen med mig. Jeg er begyndt at få nogle tanzanianske venner, hvilket jeg synes er mega fedt. Julie, Trine, Marianne, Cecilie og jeg har brugt mange aftener sammen med nogle af snedkerdrengene, hvilket jeg lært rigtig meget af. I det fællesskab, som jeg er en del af her i Kipili, oplever jeg en hel anden form for fællesskab end den, som jeg oplever i Danmark. Jeg oplever en hel anden form for omsorg og betænksomhed overfor alle. I Danmark synes jeg tit, at det er den, som råber højest, der bliver set. Her bliver alle set. Snedkerdrengene spørger os om, hvordan vi har det, ligeså snart, de fornemmer andre følelser end glæde. De ser og husker deres medmennesker på en hel anden måde end jeg er vandt til i Danmark. Det er også en ting, som jeg håber på, at jeg tager med hjem til Danmark. At jeg selv bliver bedre til at se alle i det fællesskab, som jeg er en del af, og ikke kun dem, som råber højest. Her i Tanzania, oplever jeg også en speciel form for glæde, og en speciel form for ubekymring, hvilket smitter rigtig meget af på mig, hvilket er rigtig fedt. Jeg kunne skrive flere romaner om, hvor meget jeg lærer af, at bo her i Tanzania, men tror jeg stopper den her med denne konklusion: Jeg er hel vild tosset med Danmark, og jeg savner Danmark, men jeg håber på, at jeg tager mange erfaringer med hjem til DK, og at jeg bruger dem der.

Siden sidste blogindlæg, så har vi fået malet en Cheke Chea i Sumbawanga. I det ene klasselokale, har vi malet Noahs ark, og i det andet klasselokale, malede vi verdenen. Resultatet blev godt. I vores anden ferieuge, fik vi lavet en lille køkkenhave, og os kvinder fyldte jord i den på rigtig afrikansk vis, hvor vi slæbte jord i spande, som vi havde på hovederne (hvilket faktisk er en rigtig genial metode til at bære tunge ting på). Trine, Marianne, Cecilie og jeg har sammen med lærerne på Cheke Chea holdt en børnenes dag, hvor alle børnene i Kipili kunne komme og opleve en dag i Cheke Chea. Der dukkede vidst 105 op, og der siden den dag, startet flere i Cheke Chea. Ellers har vi været ude på sejlture, fisketure og været hjemme og spise ved nogle af vores venner fra Kipili. Tiden flyver af sted, og der er alt for meget at fortælle, så i må glæde jer til at høre alle detaljerne, når jeg kommer til DK igen! Men alt i alt, så er livet godt her!

Kipili set søen.

Det ene klasselokale i Cheke Chea.

Vores køkkenhave.

På fisketurn havde vi også et holdt.
Her kom der nogle andre, som skulle hente
en båd, som var gået i stykker. Den sejlede
de bare over havet med på en anden træbåd.